Retromania

Maskulinum

2012-03-05T20:31:00.000+01:00

Al respekt for blomstret tapet, bambier og kulørte cupcakes - men inden det feminine kammer helt over ...

Ah, det hjalp!

Fortrop fra Mars?

2012-03-03T21:38:00.000+01:00

I februar blev der i Kunstbygningen Filosoffen her i Odense vist keramik fra Kulturmaskinens lerværksted.

En skønsom blanding af delikate og grove, minimalistiske og overpyntede, smukke og grimme, polka-prikkede og monochrome, pjankede og alvorlige, mærkværdige og velkendte ... frembringelser i ler.

Udført af "seriøse amatører", hvis navne jeg må tilstå for de flestes vedkommende at have glemt igen.

Men uha, der var meget, der kunne friste sådan en som mig - og priserne var afgjort ikke urimelige.

Så, hattifnatter, grønne pilfingre eller syv små dværge fra Mars - velkommen i min vindueskarm!

Flickorna från Sverige

2012-02-19T22:14:00.002+01:00

Det nuttede er i den grad oppe i tiden (ligefrem proportionalt med tidernes ugunst, vil kloge folk nok mene), men det er naturligvis en trend, der slet, slet ikke fænger hos mig, Man er vel et voksent menneske!

Der både læser avis... og sådan :-)

Film skal ... lånes på biblioteket

2012-02-10T22:07:00.000+01:00

I desperation over alt det lort - og endeløse genudsendelser af lort - der vises på tv, låner jeg fra tid til anden film på biblioteket. Dokumentar- og spillefilm, som jeg finder ved at lede sådan lidt på må og få på websitet - og reservere, hvad jeg på beskrivelsen tror kunne være noget.

Senest fandt jeg på at låne disse to fra Det Danske Filminstitut:

Kim (Malthe-Bruun) af Morten Meldgaard.

Min fars sind af Vibe Mogensen.

Jeg kan slet ikke finde ord for hvor dejlige film, det er. Alvorlige og dybt sørgelige naturligvis - det er jo ubegribeligt hårde skæbner, de omhandler - men allermest smukke, opløftende og fulde af kærlighed
- til livet og mellem mennesker. Jeg blev så glad, så glad af at se de film.

Både Morten Meldgaard og Vibe Mogensen har lavet andre dokumentarfilm. Dem skal jeg naturligvis se. Meget snart. Faktisk har flere af dem været vist på tv ... :-)

Alle årets dage

2012-01-28T19:23:00.000+01:00

Alle fødselsdage, ferier, koncerter, udflugter, frisøraftaler ... bliver noteret på vægkalenderen i køkkenet.

I år er den illustreret af amerikanske Sara Pulver, Quirky Little Paintings, Prints and Cards. Søde og spøjse tegninger, som man kan digte sine egne små eventyr til. Måske ikke stor kunst, men afgjort til at blive i godt humør af - no apps needed!

Saxophone Colossus(es)

2012-01-21T18:34:00.001+01:00

Indimellem undrer jeg mig over, hvorfor jeg er så vanvittigt glad for Sonny Rollins, mens et andet saxofon-koryfæ som Charlie Parker aldrig har kunnet fanget mig. Begge de herrers tekniske formåen og indflydelse på jazzens udvikling er jo hævet over enhver diskussion, og deres repertoire rummer givetvis en anseelig fællesmængde. Fortolkning, timing og arrangement derimod, må være noget af det, der kendetegner dem hver især. Med andre ord stil. Og skal min hjerne fornøjes med et audiologisk endorfin-kick på en mørk vinterdag, skal musikken slet og ret være rytmisk, swingende og gå direkte i benene og mellemgulvet - ganske uden intellektuelle mellemregninger. Oplever jeg den derimod som uharmonisk, arytmisk, alt-for-langt-ud-af-en-tangent-experimenterende - ikke til at hitte hoved og hale i :-) - lades jeg kold, eller føler ubehag sågar. Tror jeg nok. Måske. Det er nemt at komme til kort i forsøget på at begrunde sine musikalske preferencer. Men min høresnegl er aldrig i tvivl: der skal afgjort være forskel på, om orkestret spiller ... eller blot stemmer instrumenterne :-)

Og så trækker det naturligvis ikke fra, at attituden er 100% intakt, nu hvor Sonny Rollins har rundet de firs (jeg kan ikke beslutte mig for, om han er cool eller hot, så han er nok begge dele).

Her i huset går vi ikke ind for kun at spille "musik du kender", så hvis du har Sonny Rollins til gode, er det bare om at komme igang med bekendtskabet. Begynd fx med St. Thomas - et af hans mest elskede numre.

Det har nærmest kørt på replay i dag - kun lejlighedvis afbrudt af Strode Rode, Moritat, Without a song, Brown Skin Girl... Jeg vil vædde på, du ikke kan sidde stille.

Men helt ærligt, så mange mennesker kan umuligt tage fejl. Jeg må igang med Charlie Parker igen.

Arabia - mange æg senere!

2012-01-14T22:58:00.000+01:00

Sådan her har Jettes underskønne æggebægre givetvis ligget fint i æsken, da hun fik dem forærende ...

... og sådan her ser de ud 46 år, et par udskiftninger, nogle reparationer og rigtig mange æg senere :-)

Jeg fik disse i julegave af min mormor i 1966, den første jul jeg holdt som nygift. De har været i brug uafbrudt siden og også en tur på gulvet. Det, du havde, var helt væk, og flere af de andre er samlet med lim. Jeg opdagede tilfældigt dit bæger, da jeg ledte efter julegaver. Og så dukkede gamle minder op.

Mange tak for din hilsen til jakmussen, Jette, og tak fordi jeg må vise den her på bloggen.
Man fristes til at sige et par ord om ægte kærlighed :-)

Jo Hammerborg

2012-01-01T13:45:00.000+01:00

Gennem tiden har jeg ejet endda nogle stykker af Jo Hammerborgs lamper, men nu lyser de alle op i andres stuer ... og det ærgrer mig ærligt talt, for de tilhører jo åbenlyst toppen af dansk lampeliga. Ingen dikkedarer - kun rendyrket form og farve, præcis som jeg elsker det. I Fog & Mørup kvalitet.

For nylig var jeg heldig at finde en kobberfarvet Medio-pendel (1966) i fin stand. Ikke kærlighed ved første blik, men som dagene er gået, er begejstringen vokset, og nu vil jeg gerne tilbyde den permanent ophold. Men ak og ve, jeg nænner vist ikke at skille mig af med en af de gamle - og der er trods alt en øvre grænse for antal lamper per kvadratmeter (Pjotr's 3. lov) - så måske ender Jo's pendel alligevel på hylden hos jakmussen - som sine forgængere.

Æres den, der æres bør! Læs mere om den ukendte berømthed Jo(hannes) Hammerborg og se flere af hans fab lampedesigns fx på HarderNet, Lauritzblog og Vintage Danish Lights blog

Gruble, gruble! Varm kobber og kølig petrol - ikke noget dårligt mix! - måske skulle jeg alligevel...?!!

United Colors of .... Bitte B

2011-12-27T18:38:00.000+01:00

Nogle få streger og farver på et julekort sendt fra familien i Mjøls til onkel, tante og børnene i Hoptrup.

I 1952, sgu! Tak, Bitte B - fra nu af kan du tælle mig blandt dine fans.

Nisserier

2011-12-23T22:28:00.000+01:00

Strapudemaj

2011-12-21T19:56:00.001+01:00

Jeg har en passion for puder. De broderede af slagsen med grafiske mønstre i fint afstemte farver. Små kunstværker, ofte spottet på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og erhvervet for nærmest ingen penge. Herunder kan du se mine yndlings.

Det sjove er, at jeg afskyr at sidde med en pude i ryggen - men jeg elsker ikke desto mindre mine puder, og jeg sender ofte en venlig tanke til dem, der har ført nål og tråd så fint og tålmodigt. Man kan se, de har gjort sig umage. Det vil jeg også ... engang.

Heaven, Divine

2011-12-11T20:55:00.000+01:00

Duke Ellington og Alice Babs er balsam for en (jule-)stresset krop og sjæl - og måske et gaveønske for dig, der længes efter noget helt, helt andet end elektroniske parkeringsskiver. Hermed anbefalet.

Værket Sacred Concert er komponeret af Duke Ellington til Alice Babs. Fotoet taler sit tydelige sprog.
Her er en lille, guddommelig bid optaget i Gustav Vasa Kyrka, Stockholm, 1969: Almighty God

På min egen CD-afspiller snurrer Høybye-Pedersens version - og den er bestemt også dejlig.

Lange frøken Madsen x 5

2011-12-08T21:21:00.000+01:00

Fortryllende frøkener iført spadseredragt og hat. Ulasteligt pæne piger - guvernanter, måske - med de mildeste, venligste smil på læben og med hvide sløjfer bundet sirligt og tækkeligt om halsen. Men hovsa, læg så mærke til deres nederdele! Nogen har bragt uorden i tøjet på tre af de fire nette piger. Gudskelov

har selv guvernanter små hemmeligheder! Og hvem gider i øvrigt perfektion, når det kommer til stykket?

Lillesøster i gult skal også med. Samme smil, men med lidt mere spræl. Sådan er små søstre vist tit.

Hvis bare jeg vidste, hvem der har lavet de fem!

Blå jul

2011-11-25T23:49:00.000+01:00

Nej, blå er afgjort ikke en dårlig julefarve :-)

Rocking à l'orange

2011-11-13T17:07:00.000+01:00

En ny lænestol fra genbrugsen har sneget sig ind på matriklen. En orange hilsen fra 70'erne. Fremstillet af gedigne materialer: uld, kernelæder og eg - og så kan den gynge! Faktisk har den en rigtig fin siddekomfort, og det forhold - tillige med de gode materialer - signalerer, at den må være af nogen.

Nu mangler der bare en læselampe ...

... og et navn, for syv-sytten!

Opslagværker er gennemtrawlet og alverdens ordkombinationer er googlet - alt sammen uden resultat.

Der er for 100,- kr frit valg på alle jakmussens hylder til dig, der først kan afsløre stolens oprindelse.
Også selv om det skulle vise sig at være den lokale møbelsnedkers svendestykke anno 1972 :-)

Julehilsen

2011-11-08T22:21:00.000+01:00

Jeg tyvstarter julen med en hyldest til den håndskrevne julehilsen - og ikke mindst til de kunstnere, hvis tegninger har prydet kortene gennem årene. Nogle af de fineste er efter min mening fra 1950-1970'erne.

Tak til blandt andre Karen Kjærsgaard, Lis Paludan, Illa Winkelhorn, Maggi Baaring, Eva-Maria
Wiehe, Iben Clante og Kerstin Frykstrand. For at gøre julen lidt smukkere. Dengang og nu.

Coraline Jones

2011-10-23T22:15:00.001+02:00

Jo tak, jeg ved godt, hvad klokken er slået, når man savner de gamle Disneyfilm som Askepot og Robin Hood - og synes, at Omsen og Momsen, Sørøver Sally og Sonja fra Saxogade er stor kunst (jo, det er). Man tilhører ikke længere målgruppen! Men dertil er kun ét at sige: visse-vasse! Langtidsholdbare børnefilm kan naturligvis fornøje mennesker i alle aldre. Det er netop det, der gør dem så holdbare.

Coraline er et gyser-eventyr, som er velsignet fri for manisk action, skingert replikskifte og one liners,
der kun kan forstås af voksne. Man har sågar dristet sig til længere sekvenser, hvor billeder og musik alene fortæller historien, og man har benyttet sig af antydningens kunst i tiltro til publikums evne til at lægge to og to sammen.

Filmen er blevet beskyldt for at stjæle med arme og ben fra klassikere så forskellige som Psycho, Alien og Alice i Eventyrland, men hvad gør det, når de stjålne bidder tilsammen udgør et smukt og unikt resultat. Man har også klandret den for ikke at gribe sit publikum om hjertet, men intet er mere forkert. Coraline portrætteres med mange fine detaljer, der gør hende let at holde af. Hun har en del til fælles med Miyazakis figurer, som nok er fightere, men altid afbalanceret med en stor portion humor, usikkerhed, ensomhed, frygt, glæde,.... ja, kort sagt med alle de almentmenneskelige følelser og egenskaber, man må lede forgæves efter hos de fleste superhelte - endimensionelle og dybt kedsommelige, som de er.

You know, you could stay forever, if you want to. There`s one tiny thing we have to do first...

Kamma Svensson

2011-10-15T21:22:00.002+02:00

Kamma Svensson (1908-1988) havde en særlig evne til i sine illustrationer at forene det poetiske og sødmefyldte med en overraskende stærk kolorit. Jeg har sakset en lille buket af mine favoritter ...

Bogillustrationer - blandt andet for Johannes Møllehave, Tove Ditlevsen og Lise Nørgaard.

Plakater og kunsttryk - blandt andet for Tivoli og dagbladet Politiken

Broderimotiver - blandt andet for Haandarbejdets Fremme

Motiver til årskeer og platter - blandt andet for Georg Jensen, Royal Copenhagen og Nymølle

... og ikke mindst motiver til IRAs fantastiske serie af dåser og bakker i metal

Der er nok at samle på, hvis man forelsker sig i Kammas skønne streg. Du kan læse mere om hendes liv og gerning i Dansk kvindebiografisk leksikon lige her og/eller du kan ønske dig hendes biografi af Poul Svensson. Det gør jeg.

Det var den sommer...

2011-09-18T13:22:00.011+02:00

Jeg har Ella & Louis i ørerne - så pyt med, at det regner!

Også fremragende versioner af Janis Joplin, Nina Simone, Billie Holliday og ikke mindst Miles Davis.

PS. Ella uden Louis er osse fabelagtig...

Bo Bedre 50 år

2011-09-04T08:41:00.000+02:00

For os med retromaniske tilbøjeligheder er de ældste årgange af Bo Bedre nærmest faglitteratur. Opslagsværker, som er yderst nyttige i opsporingen af ophavsmænd og -kvinder til lamper, stole, bestik, glas og andet interiør, som i mellemtiden er blevet eftertragtede designklassikere. Der er naturligvis også masser af inspiration at hente i de gamle magasiners boligreportager - hvad enten det er fra de stilige 60'ere eller de spraglede 70'ere.

Første nummer udkom i 1961, og man fornemmer klart, at de tidlige årgange havde en langt mere snusfornuftig, ja nærmest efterkrigsagtig sparsommelig tilgang til boligstoffet end i dag, hvor artikler, reklamer og glittet papir afspejler vores trang til luksus og individualisme. Forbrugerstof - á la hvilken vaskemaskine eller kødhakker er bedst? - var ikke usædvanlige i 1961, ligesom der ofte var gode råd til husmoderen om børneopdragelse, husholdningsbudgetter og pletfjerning. Farmand blev opdateret med sidste skrig inden for spolebåndoptagere og blandingsbatterier, og han kunne orientere sig om prisen på en herreklipning i Århus kontra København. Reklamerne lokkede med stegemargarine, træpaneler til væggene og hele møblementer fra FDB, og selv børnene var der tænkt på i form af deres egne avissider.
Alt i alt et herligt lille stykke samfundshistorie om den hastigt voksende middelklasses far-mor-børn-tilværelse, hvor der ikke blev skejet ud, men hvor der tværtimod var ro, renlighed og regelmæssighed over hele linjen. Plus rigelige mængder cigaretter og vermouth, naturligvis!

Man trækker på smilebåndet over gamle dages uskyld og griner af eksperternes håbløse forudsigelser, fx den der dømte sofaen ude af fremtidens boliger! Læserne tips er også ganske underholdende. En trofast læser kunne fx afsløre, hvordan man deler et pund smør i to lige store stykker. Et mysterium, som må have holdt folk vågne hele nætter forinden. Den vakse læser scorede 35 gode danske kroner for sit tip. Jo, Bo Bedre holdt sig ikke for fint til at skrive om dagligens lavpraktiske gøremål. Og man skærer i øvrigt diagonalt, hvis nogen skulle være i tvivl :)

Jeg køber gerne de gamle årgange af Bo Bedre, og ind i mellem også de nyere, men aldrig de helt nye.
"Her leves livet!" lød det muntre postulat i en nylig boligreportage fra en hypermoderne, minimalistisk og naturligvis gigantisk villa, hvor de spritnye, farveløse møbler stod og råbte til hinanden, og hvor man måtte lede forgæves efter forstyrrende elementer som arvestykker, børnetegninger og hjemmesnedkerier. Og mennesker? Dem var der ingen af.

Tillykke med fødselsdagen!

Postkort fra mit hjertes udkantsdanmark!

2011-07-23T20:11:00.000+02:00

Tickon skulpturpark ved Tranekær slot

Stranden ved Stoense - en mystisk hilsen fra fortiden?

Én gang spejder.....!

Fra barnevogn til vejbod - sunde fristelser til køkkentjansen

De Medicinske Haver i Tranekær - det er ganske vist: hjulkrone er godt for lungerne!

YoYo var osse med - spidsmus tag jer i agt!

På cykel omkring Skovsgård - ingen sommer uden!

I mit næste liv vil jeg være slotsfrue på Skovsgård

Ad bagvejen nordpå - gennem skov, langs mark og strand

Langeland, du landets fattigste kommune, jeg elsker dig!

Made by Lyholmer Denmark

2011-06-17T23:14:00.010+02:00

Kendere af jakmussen vil vide, at kunsthåndværk fra Lyholmer hører til blandt favoritterne fra 60'erne og 70'erne. De kulørte trævarer er en fryd for øjet: enkelt design i klare farver - med en umiddelbar appel til barnet i os. Og som i mange andre forhold her i livet gælder også her, at det enkle ofte er det sværeste.
Så lad dette lille potpourri tjene som en hyldest til Helen & Mogens Lyholmer!

De fine ting med den blanke maling burde da sættes i produktion igen!
Måske med en lille opdatering til år 2011. Men kun en lille!
Det ligger lige til højrebenet.
Er du frisk?!
Jeg er!

Ved min hale!

2011-06-08T21:21:00.000+02:00

Tove Jansson rangerer højt på min liste over litterære heltinder. En gudsbenådet forfatter var hun og dertil en fremragende illustrator, blandt andet af egne bøger. Børnebøger, javist, men af en sådan sjælden kvalitet, der ganske overflødiggør kategorisering. Bøger for mennesker, er det, - store og små mennesker.

Jeg har kastet min kærlighed på Mumidalen og alle dens sære indvånere - ja, selv skurken Stinki har sin berettigelse i det lille samfund, hvor vi på godt - og knapt så godt - kan genkende os selv i de spøjse figurer: den omsorgsfulde, vovehalsen, den sværmeriske, den moderlige, den frie fugl, den bekymrede og den grådige... for blot at nævne nogle enkelte karakterer. Min egen favorit er Lille My, hvis uforfærdede tilgang til livets udfordringer en anden én godt kunne bruge lidt af :-)

Alle figurer har de skønneste, skøreste navne, som bevidner forfatterens unikke fantasi: Snorkfrøkenen, Snif, Fru Filifjong, Mumrikken, Mymlen, Murren, Kontiki, Helumen, Hattifnatterne, Vifslen & Tofslen - og det bedste af dem alle: Ti-ti-uh. Et genialt navn til et lille, forsagt og oprindeligt navnløst væsen, som er ved at revne af stolthed og lykke, da det endelig får sig et navn. Kald mig bare barnlig - jeg synes, det er smukt!

Desværre har min datter for længst mistet interessen, så der er efterhånden blevet langt mellem turene til Mumidalen. Det er i øvrigt japanere, der har animeret Tove Janssons bøger, og uden at være ekspert, er det min oplevelse, at Mumi-bøgerne virker nært beslægtede med japansk mangatradition. På en og samme tid er scenerne hverdagsagtige og eventyrlige, alvorlige og morsomme, idylliske og uhyggelige, ...

Ja, kort sagt: der er saft og kraft nok til mange litterære afhandlinger om Mumi & co :-)

Hun ligner da selv lidt af en trold!

Lohals-Lundeborg t/r

2011-06-05T18:53:00.000+02:00

Tak for turen, Uldal III - det begynder heldigvis at ligne en tradition!

10, 9, 8, 7,....

2011-05-27T21:34:00.000+02:00

Det regner og rusker, og vejret leger april, men nedtællingen til sommerferien fortsætter heldigvis ufortrødent. Det skal ikke vare længe, før jeg flytter hele menageriet på landet. Helt derud, hvor underholdning er, hvad man selv hitter på, og shopping er en tur i Dagligbrugsen.

Langeland er balsam for sjælen. Der sker ikke en skid - og det er netop det skønne ved det!

Ugens højdepunkt er en tur på biblioteket i Rudkøbing og så lidt godt med hjem fra Slagerpigerne.

Det bli'r så godt!

Foreningen til forklædernes fremme!

2011-05-19T20:55:00.001+02:00

Anakronistiske beklædningsgenstande, som vore formødre var iført fra årle morgen til sen aften, mens de servicerede husstandens øvrige medlemmer - og livet strøg hastigt forbi derude? Jovist er forklæderne symbol på gamle dages ufrivillige karriere inden for hjemmets fire vægge - men iblandt er de osse små tekstilmirakler, der gør hverdagen lidt smukkere! Voila, se selv!

Så på foreningens vegne tøver jeg ikke med at agitere lidt for sagen: på med forklæderne, piger og drenge!
De gør køkkentjansen lidt sjovere - og holder det rene tøj rent inden under!

Og den nye med Jenny Wilson i ørerne imens, skader bestemt ikke, men det er jo en helt anden historie :)

Digte skal da høres!

2011-05-16T22:42:00.000+02:00

Jeg lånte en tåre fra vandet
og græd den igen og igen
En dåre jeg kendte fra landet
der ikke er til var min ven

Jeg hørte ham uafbrudt sige
at dårskab må holdes vedlige
Så priste vi vandet der græder
og dåren der ved hvor han træder

Smukke og sære ord fra Inger Christensens digtsamling Det, som jeg med stor sandsynlighed aldrig ville have stiftet bekendtskab med, hvis det ikke var for Pia Raugs musikalske fortolking, som hun udgav i 1981, og som den dag i dag kan begejstre og bevæge mig.

For sådan er det med mig og digte. De skal ind gennem ørerne!

Læst op - gerne af forfatteren selv, som fx Søren Ulrik Thomsen, Benny Andersen og Dan Turell har gjort det live eller på LP/CD. Eller endnu bedre: musikalske fortolkninger, af hvilke der heldigvis har været en række meget vellykkede eksempler på gennem årene.

Sjovt nok forbliver mange af digtene intellektuelt lige uforståelige for mig. Men gennem ørene får jeg en instinktiv, følelsesmæssig oplevelse, som ikke fordrer den mindste forklaring. Ja, faktisk gælder her, at forklaring lige netop ikke udbedes - en dissekering vil spolere nydelsen - og så er der ingen vej tilbage.

Anbefaling (mon ikke man kan snuse til de fleste på YouTube?)
Inger Christensen + Pia Raug

Dan Turell + Halfdan E

Tove Ditlevsen + Anne Linnet
Tove Ditlevsen + Mathilde

Vagn Lundbye + Irene Becker/Povl Dissing
Benny Andersen + Povl Dissing

Opfordring
Frank Jæger, Tom Kristensen, Lean Nielsen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Henrik Nordbrandt,.... Hvem tør!?

Gul trold

2011-05-10T22:48:00.000+02:00

Jeg fyldte år og fik en gul trold med hjem fra Nørrebro. Han er så fin, så fin.

Den gamle historie: gul trold årgang 1977 møder stribet trold årgang 1961 og sød musik opstår.

Faktisk burde han være forblevet i selskab med to andre dejlige collager, men dertil rækker familie-formuen trods alt ikke. Så nu skilles deres veje, og den gule trold skal bo i provinsen sammen med den
rød-grønne låne-trold fra biblioteket. Det er ikke spor slemt at blive 49 ... igen.

Herman Stilling Museet blev en oplevelse helt som forventet: lidt, men godt - rigtig godt endda!
Der er åbent lørdage og søndage kl. 14-17 hen over sommeren, hvor Birgitte Stilling tager imod på venligste vis. Entreen er et nærmest symbolsk beløb, og den medbragte kaffe kan drikkes på den smukke Assistens Kirkegård, - så der er faktisk ikke noget at betænke sig på, hvis man, som jeg, er pjanket med Klistermandens skønne skilderier :-)

Elsa, du er smuk!

2011-05-06T22:49:00.000+02:00

En ilter kvinde med kasserollehår og og brilleglas som hinke-sten. Sådan husker jeg 1970-80'ernes Elsa Gress, når hun på

tv fremturede om snart dette og snart hint. Kunst, kultur og køn var vist, hvad hun især disputerede om, den kloge kvinde, hvis temmelig ufikse fremtoning naturligvis fik al min ungdoms

nådesløses opmærksomhed. Elsa var grim, og Suzanne var smuk. Punktum! Jeg glemte helt at lytte.

Og det var torskedumt, for siden har jeg læst hendes fantastiske erindringsbøger plus lidt andet fra hendes forfatterskab... og wauw, med ét er Elsa blevet smuk bag de tykke brilleglas! En passioneret og begavet kvinde, hvis hele liv og gerning på en og samme tid danner forbillede og er aldeles uforståeligt for en leverpostejs-dansker som mig.

For lissom katten på vejen, var Elsa helt sin egen.

Vibrerende levende - i live til det sidste.

Se portrættet af Elsa Gress på DR2 i serien om store danskere. Og læs hendes bøger, naturligvis.
Jeg elsker Mine mange hjem og Fuglefri og Fremmed. Læs også datteren Barbara Gress' lige så dejlige erindringsbøger, som nuancerer og kompletterer billedet af livet på godt og ondt i det Gress-Wright'ske menageri. Dæmoner og Engle og Huset og slottet, hedder de.

Hvis kærlighed er en illusion, så til helvede med virkeligheden. Citat Elsa Judith Elisa Gress (1919-1988).

Flere træer, tak!

2011-04-30T21:05:00.004+02:00

Tænk, jeg er så heldig at have en nabo med det skønneste store bøgetræ kun en meters penge fra skel.
Jeg elsker det træ. Navnlig en dag som i dag, hvor det står lysende grønt og breder sin smukke krone ud
og op mod en himmelblå himmel. Den tykke stamme er et kapitel for sig. Og solens lys, der flimrer mellem blade og grene og gi'r mig et lille sus af lykke. Perfekt, det er, hvad det træ er!

At dømme efter majoriteten af danske matrikler står jeg nu ret alene med min kærlighed til træer i haver. Danskerne foretrækker haver så plane som landingsbaner. En forsythia eller en troldhassel kan til nøds tolereres. Men ikke for stor - for så kommer far med saven!

Heldigvis er min nabo ikke træ-morder. Og hermed er stafetten - med eventyrdigterens vise ord - givet videre til alle danske naboer: det gamle træ, o lad det stå - det må I ikke fælde!

Ok, jeg indrømmer det! Pokkers med de blade om efteråret!

Men jeg tåler snildt en milliard blade i have og kælderhals - blot jeg får mit lysegrønne forårs-kick!

Iben Clante

2011-04-30T09:50:00.000+02:00

En godnathistorie illustreret af Iben Clante er bare lidt bedre end andre gode godnathistorier!
Hendes letgenkendelige streg og farver giver liv og charme til selv den tyndeste historie.

Pixibøger som Konen i muddergrøften, Konen med æggene og ikke mindst Nisserne hos skædderen, har jeg elsket inderligt, så længe jeg kan huske, og jeg har skamløst benyttet enhver lejlighed til at læse de slidte eksemplarer fra min egen barndom for min datter - vel vidende at hun egentlig hellere ville høre Postman Per! Nu er bøgerne gemt væk igen, men bliver jeg bedste engang, kan de små pus bare vente sig.

Iben Clante levede fra 1911 til 1985. Ud over børnebogsillustrationer skabte hun en lang række påklædningsdukker og kravlenisser- og engle. Om hendes uddannelse, liv og gerninger i øvrigt ved jeg ingenting, men hendes store bidrag til godnatlæsningen i de danske hjem siden Arilds tid, taler jo
også for sig selv. Iben har x-faktor!

Måske du synes, Iben Clantes tegninger er for nuttede? At de savner kant og en snert af socialrealisme?

Javist, men hver ting til sin tid. Jeg synes, verden har brug for rigtig mange Iben Clante tegninger.

Glad påske!

2011-04-20T10:11:00.000+02:00

Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y Y

Kirsten Bayer, mere til øjet...

2011-04-16T11:11:00.000+02:00

Et venligt menneske har sendt mig en stribe fotos af Kirsten Bayers malerier og relieffer. Noget at glæde øjet med, som jeg naturligvis fluks deler ud af. Jeg har tilladt mig at beskære dem en lille anelse - det håber jeg, hun tilgiver mig. Mit favoritbillede er ikke med i den fine, lille kavalkade, men jeg kan se det for mit indre øje: "bal på kroen" kunne det snildt have heddet, for det er, hvad det forestiller. Bare det var mit!

Kirsten Bayer, 1931-2011

Kirsten Bayer, 1931-2011

2011-03-20T21:51:00.000+01:00

Øv, Kirsten Bayer er her ikke mere. Men hendes billeder kan man stadig fornøjes over.

Kirsten Bayer, selvportræt u.å.

Som for eksempel selvportrættet i blå og lilla pasteller. Hun anså det ikke selv for noget særligt.
Jeg holder meget af det. Det hænger i sommerhuset. På Langeland, naturligvis.

Kirsten Bayer var en naivistisk billedkunster lige efter mit hjerte. En af de bedste. Men måske mest verdensberømt på Langeland, for det er ikke nemt at google sig til eksempler på hendes fine billeder. Herunder de to eneste, det er lykkedes mig at finde.

Og i midten en usædvanlig kærlighedserklæring. Man tror det gerne!

Den første ...

2011-03-18T23:36:00.000+01:00

... der ret forstod at fange en solstråle ^Y

ANNA ANCHER

Arken 29. januar - 5. juni 2011

Foråret så sagte kommer...

2011-03-11T17:12:00.000+01:00

Det var katten-knurre-mig osse på tide!

Adskilligt om trolde!

2011-02-20T21:25:00.000+01:00

Der hænger en rød og grøn trold på min væg, men han er ikke min. Han tilhører biblioteket.
Jeg låner ham - nu på 15. år (sig det ikke til nogen) - og i al den tid har jeg set mig om efter en mulighed for at købe min helt egen trold, men hidtil forgæves. Det er ikke prisen, der har holdt mig tilbage, for heldigvis er Hermans trolde ikke frygteligt dyre. Der er bare ingen, der vil sælge. Engang må jeg eje et trolde-tryk!
Men indtil da må jeg låne.

Den pragtfulde collage herover med titlen Stjerne og månemand er en studie i Herman Stillings farvesans.
En suveræn kolorist var han, og han udfoldede sit talent på talrige måder - tryk, tegning, collage, maleri, mosaik, skulptur og sikkert meget mere. Dertil kommer, at han var en yderst flittig, charmerende og spøjs forfatter, hvis intelligente (tag ikke fejl af det) og underspillede humor især kommer til udtryk i hans erindringsbøger. En stribe af dem står i reolen bag mig og bare venter på at blive genlæst. Det skal ikke vare længe!

Herman Stilling har fået sit eget museum beliggende på Assistens Kirkegård i København - tæt på hans barndomshjem på Nørrebro. Desværre har museet en kedelig vane med at holde lukket en god del af året,
så man kan ikke sådan lige følge en pludselig indskydelse og kaste sig på det første tog til hovedstaden.
Men til sommer!

Og her sidder han så, den rød-grønne, tykke trold på tryk.
Ikke køn, og ej heller høflig, som han sidder der med ryggen til. Men efter 15 år under samme tag har vi vænnet os til hinandens særheder. Så vi tager 15 år mere. Mindst.

Anbefales kan...
Adskilligt om trolde
En dreng ved navn Herman
En ung mand ved navn Stilling
Der står en ældre herre udenfor og siger....
Stillinger
Syv historier om held og uheld
Lorenz Petersen og hans mor
Legedyr og eventyr
Alle er naturligvis illustreret af forfatteren.

Link til Herman Stilling Museet.

Til slut vil jeg vise dig min spisestue. Men der mangler noget!

Ja, ind i mellem må trolden en tur på biblioteket, og så bliver der så frygteligt bart. Afsted på bib!!

Stemme - Stil - Sirene - Simone!

2011-02-14T09:43:00.010+01:00

Nina Simone var en musikalsk furie, hvis hæse stemme og kraftfulde klaverspil går gennem marv og ben
- selv gennem YouTube. Det risler ned af rygraden, det suger i maven, og de små hår rejser sig. Så stærkt, smukt og meget bevægende - uden at være flæbende - er det at lytte til hende. Indspilningerne er adskillige årtier gamle og ofte drevet af en indædt vrede over de sortes forhold i USA, men jeg oplever dem som helt dugfriske og aldeles vedkommende i al deres urkraftige poesi. Stor kunst, der bare brager gennem tid, kultur og politisk sammenhæng.

En perfekt vokalist - som fx Ella Fitzgerald - kan man nøgternt set ikke sige, hun var, og navnlig på hendes ældre dage lød hun ind i mellem, som når man trækker en kat i halen. En meget smuk kat ganske vist, men stadig så det skurer i ørerne. Sjovt nok betyder det mindre, når det er Nina, men jeg foretrækker alligevel de lidt ældre indspilninger, hvor den rebelske stemme lystrer hende bedst.

Det med det smukke kan du se lige her, men musikken må du selv finde, fx som jeg gør det, på YouTube.

Start med Mood Indigo, Feeling Good eller Love me or leave me. De er fremragende, præcis ligesom I put a spell on you, I loves you Porgy, Ne me quitte pas, Four women, Missisippi Goddam, Don't let me be misunderstood...

Og ikke at forglemme: hendes allerstørste hit My baby just cares for me, som slog benene væk under mig for 25 år siden - og stadig gør det.

Jeg kan ikke få øje på nogen, der i 2011 har stil og stemme som Simone. En vulkan i kontrolleret udbrud! Kan du?

Ting i træ

2011-01-30T09:18:00.000+01:00

En af de bedst begavede og mest succesfulde ud i kunsten at give liv til et stykke træ er Gunnar Flørning.
I dag er Gunnar Flørning en pensioneret herre, men i perioden 1955-1965 var han en yderst produktiv, autodidakt designer. Hans brugskunst og gaveartikler i træ, tovværk, bøffelhorn, læder og mange andre materialer gik som varmt brød - hovedsaligt solgt gennem firmaet Laurids Lønborg, og ikke bare her
i Danmark, men også i mange andre lande, fx USA. Nu hvor Mid-Century Era er over os, har Gunnar Flørnings designs fået en velfortjent renæssance, - og jeg selv er, meget mod sædvane, blevet lidt at en samler. I det hele taget er jeg let at lokke, når danske træfigurer fra netop denne periode er til salg. Desværre er der mere skidt end kanel derude - mange har plagieret de populære designs og ofte med et resultat, der ligger lysår fra den ægte vares charme.

På fotoet herover er kattene, den sorte mus, løven, pindsvinet og tulipanstagerne med sikkerhed af Gunnar Flørning. De øvrige mus er også danske, men om de to gutter herunder, der pulser løs ganske uden tanke på vor tids omsiggribende rygeforbud, er det, ved jeg ikke. Om dem kan jeg ingenting fortælle. Ud over, altså, at jeg har forelsket mig hovedkulds i dem begge, og at jeg glæder mig over, at de har fundet sammen her på matriklen på trods af deres åbenlyse forskelligheder!

Hvad de hedder? Ja, fyren med sixpencen kækt på sned, en smøg i flaben og hænderne dybt begravet i lommerne er naturligvis Poul, og den smukke herre med eskimoisk blod i årerne og piben til at hygge og varme kan da kun hedde Knud. Efternavnene er gode, gamle, danske -sen-navne.

Nu ved du, hvem der har besjælet mine figurer :-)

Hvis du også ved, hvem der har udtænkt de to bonkammerater, vil jeg blive virkelig glad for en hilsen.

Til slut vil jeg opfordre dig til at læse mere om Gunnar Flørning på hans egen hjemmeside Aniform.
Det er på alle måder fin læsning.

Og nåja! For fuldstændighedens skyld må jeg hellere få med, at jeg også er pjanket med Kay Bojesens,
Jacob Jensens, Hans Bøllings og Kristian Vedels verdenskendte træfigurer, hvoraf en del stadig produceres. Så der er nok at samle på!

Har jeg glemt nogen?
Emil, naturligvis!

Igor Stravinsky

2011-01-21T07:22:00.000+01:00

Mens vi venter på foråret, kan jeg anbefale at bruge en af de mørke aftener til tage forskud på glæderne
og lytte til Stravinskys fantastiske værk Le Sacre du Printemps fra 1913. Skal alle nuancer i musikken med, bør den naturligvis opleves live eller næstbedst på musikanlægget, men for et knapt så kræsent øre (mit)
er YouTube et udmærket alternativ, og hvis der ydermere føjer sig bevægelse til lyden i form af Maurice Béjarts balletkoreografi fra 1959, bliver det en uforglemmelig oplevelse. Smuk, sær og foruroligende.

Jeg er ikke den store kender og elsker af klassisk musik i al almindelighed, men Stravinsky er en af de få undtagelser. Og nu jeg er ved ham, må jeg også nævne Historien om en Soldat, som jeg for mange år siden oplevede som teaterstykke på det nu nedlagte Vintapperteateret her i Odense. En meget fin fortolkning - med den listige og lokkende Fanden i skikkelse af en kvinde. Musikken og historien findes naturligvis i talrige indspilninger, også en enkelt dansk med Troels II Munk som fortælleren. Vistnok kun som LP, så den er nok ikke sådan at få fingre i. Men prøv alligevel!

Le Sacre du Printemps, Partie 1
Le Sacre du Printemps, Partie 2
Le Sacre du Printemps, Partie 3
Le Sacre du Printemps, Partie 4

Hayao Miyazaki

2011-01-16T17:10:00.013+01:00

Her i huset lider vi af anime-itis i et fremskredent stadium. Det gælder både store og små.
Lidelsen er yderst smitsom, og der findes heldigvis ingen kur.

Hayao Miyazaki's film er dem, vi elsker allermest.

Så smukke og sære er de. Fulde af stilfærdig poesi og eventyr, men samtidig dramatiske, til tider lidt makabre, realistiske, humoristiske og med temaer og problemstillinger af almentmenneskelig karakter.
Man sympatiserer med største lethed med filmenes figurer, og det til trods for, at de ikke skildres som entydigt gode eller onde i deres valg og gerninger.

Hver eneste scene, hver eneste detalje, hver eneste replik er en nydelse.
Musikken er et helt kapitel for sig. Og så er helten altid en heltinde.

Skal jeg vælge en favorit, må det blive Det levende slot i stærk konkurrence med Min nabo Totoro
og Chihiro og heksene. Men også Kiki den lille heks, Porco Rosso, Princess Mononoke og Laputa: Castle in the Sky er fantastisk dejlige film. Jeg har endnu til gode at se nogle få stykker af hans film, blandt andet Nausicaä of the Valley of the Wind, som er en af hans tidligste og Ponyo on the Cliff by the Sea, som mig bekendt er hans seneste, fra 2008.

Det er naturligvis ikke uden betydning for oplevelsen, hvem der lægger stemmer til figurerne.
Jeg synes, de danske stemmer til fx Det levende slot er meget vellykkede. Det samme gælder
de engelske til fx Porco Rosso. De japanske kender jeg kun fra et par af filmene. På en måde giver
det japanske en ekstra dimension til oplevelsen, på en måde tager det uvante sprog og dets betoninger
for meget af ens opmærksomhed.

Kan man se på et ansigt, at dets ejer kan skabe smukke ting til glæde for mennesker? På det her kan man!

アニメ Y

Interview

Hitparade 2011

2010-12-31T10:00:00.000+01:00

På denne sidste dag i 2010 lover jeg på spejderære, at 2011 bliver året ... hvor jeg vil gense nogle af tysk films allerbedste frembringelser. Javist, et nytårsforsæt som kræver rygrad af en regnorms styrke!

Ok, der bliver nok ikke brug for overtalelse eller selvpineri. Og ej heller for dårlige undskyldninger de dage, hvor sofaen bare trækker mest. Tværtimod!

Først på min ønskeliste står Edgar Reichs fabelagtige tv-serie Heimat, en pendent til vores Matador.
Jeg har lige opdaget, at den kan erhverves som box-sæt, så jeg må i gang med at spare op til trilogien,
som med lethed kan holde mig fanget foran skærmen i 55 dyrebare timer af 2011. Den skal ses i bittesmå bidder, så glæden ved det smukke stykke filmkunst strækkes så længe som muligt. Jeg glæder mig!

Også Das Boot skal en tur i dvd-afspilleren i 2011. Den er anskaffet for efterhånden en del år siden, men som den eminent gode film, den er, kan den ses igen og igen. Og hvergang går den lige i hjertet.
Grufuld, gribende, fortvivlende, storslået, tænderklaprende, nervepirrende. Piing!!

En tredie tysk film, der afgjort tåler en genudsendelse er Die Blechtrommel. En fantastisk filmatisering af en fantatisk bog af Günther Grass. Også her er 2. verdenskrig omdrejningspunktet - en kulisse for historien om den sære dreng Oskar, der fødes med en voksens forstand, men forbliver på størrelse med et 3 års barn. En stor oplevelse både som bog og film.

Ja, og hvis disse mange timers tv-kiggeri mod forventning ikke er nok til hele 2011, er der heldigvis
en masse andre fremragende film og tv-serier at finde hos naboen i syd. Jeg kan godt anbefale at lade
de amerikanske få en pause i det nye år. Du kommer ikke til at fortryde.

Huset Buddenbrook efter Thomas Manns bog fra forrige århundredeskifte.

Ein mann will nach oben, tv-serien, som jeg slugte i 70'erne, og som jeg ikke har set siden.

Der Untergang, Das Leben der Anderen, Lola rent, Metropolis,...

Og ikke at forglemme, en hel perlerække af Rainer Werner Fassbinders film, hvoraf Berlin Alexanderplatz nok er den, de fleste kender.

Manden i huset vil nok mene, at i hvert fald Stalingrad mangler i min lille hitparade, men den føler jeg
en instinktiv ulyst til at se. For grum og desillusionerende. Og uden humor og et gran af håb dur det ikke.

Godt nytår!
Alles Gute zum Neuen Jahr!

Når en plus en bli'r mer' end to

2010-12-23T10:06:00.011+01:00

Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

Hvor kom vi altfor nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring;
der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.

Din lille varme hånd sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde blanke asfaltå
drev mange flere blade, end vi så.

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.

Kirsten og vejen til Gurre, Frank Jæger (1926-1977), Dydige digte, 1948.
En trold, 1976, Herman Stilling (1925-1996)

Kender du Aase og Preben?

2010-12-09T20:53:00.000+01:00

Herunder et lille udsnit af de i særklasse fine tekstiltryk af Aase og Preben Jangaard.

Jeg tror, de er fra 1950-60'erne, men derudover ved jeg ikke spor om parrets virke.
Hvis du gør, vil jeg blive meget glad for at høre fra dig.
Du kan skrive til mig på post@jakmussen.dk.

Hele balladen

2010-12-05T20:55:00.001+01:00

Som teenager var jeg noget nær fast inventar på vores lokale bibliotek. Ikke bare bøgerne trak. Jeg var en grådig låner af LP'er, og jeg kan med største lethed genkalde mig forventningens glæde, når jeg cyklede hjemad med en stak nye. Jeg bilder mig ind, mit sind var åbent, for jeg lyttede lige gerne til Iggy Pop, Alice Cooper, Kiss, Gilbert O'Sullivan, Papa Bue, Povl Dissing ... og altså, Trille.

Trille slog benene væk under mig.

Jeg var solgt til stanglakrids fra første strofe. Styrken og sårbarheden i teksterne. Musikken, som aldrig blev "typisk Trille", men altid original, uforudsigelig og leveret af nogle af landets dejligste musikere. Hendes LP'er kom senere til at fylde godt i min i øvrigt ikke særligt omfangsrige samling. Og jeg har spillet dem et utal af gange. De har været underlægningsmusik til kæresteglæder- og sorger, til fester, til veninde-tam-tam, til (sporadisk) rengøring - og sikkert til meget mere. Jeg har sunget med, og jeg har danset til dem. Jeg har trættet mine omgivelser med dem, - og til sidst næsten også mig selv. Siden er jeg blevet glad for andre danske singer-songwritere, så forskellige som Tina Dickow og Annika Aakjær, for at nævne et par stykker, men Trille vil altid være noget særligt. Hun tryllebinder mig.

Nye fans kan begynde her

Tag til Vejen!

2010-11-01T20:29:00.022+01:00

Kunstnernes navne og øvrige fakta kan jeg ikke huske... men selve oplevelsen er i helt frisk erindring.
En masse smukke, sjove, rørende og groteske værker at glæde øjet med. Ofte overraskende nutidige
i deres udtryk trods det, at deres tilblivelse ligger omkring hundrede år tilbage. Navnlig skulpturen
I Storbyens Ørken af Niels Hansen Jacobsen er meget betagende. Fotoet herunder viser netop denne skulptur, men den skal naturligvis opleves live. Jeg kan varmt anbefale Vejen Kunstmuseum.

Lige om hjørnet...

2010-10-24T00:09:00.004+02:00

Hvad jeg ønsker mig til jul?

Lidt mindre jeg og lidt mere os!

En booster til sammenhængskraften!

Og så en Wegner Wing Chair.

Helst i grøn :)