27.5.11

10, 9, 8, 7,....

Det regner og rusker, og vejret leger april, men nedtællingen til sommerferien fortsætter heldigvis ufortrødent. Det skal ikke vare længe, før jeg flytter hele menageriet på landet. Helt derud, hvor underholdning er, hvad man selv hitter på, og shopping er en tur i Dagligbrugsen.

Langeland er balsam for sjælen. Der sker ikke en skid - og det er netop det skønne ved det!
Ugens højdepunkt er en tur på biblioteket i Rudkøbing og så lidt godt med hjem fra Slagerpigerne.

 Det bli'r så godt!

19.5.11

Foreningen til forklædernes fremme!

Anakronistiske beklædningsgenstande, som vore formødre var iført fra årle morgen til sen aften, mens de servicerede husstandens øvrige medlemmer - og livet strøg hastigt forbi derude? Jovist er forklæderne symbol på gamle dages ufrivillige karriere inden for hjemmets fire vægge - men iblandt er de osse små tekstilmirakler, der gør hverdagen lidt smukkere! Voila, se selv!








Så på foreningens vegne tøver jeg ikke med at agitere lidt for sagen: på med forklæderne, piger og drenge!
De gør køkkentjansen lidt sjovere - og holder det rene tøj rent inden under!

Og den nye med Jenny Wilson i ørerne imens, skader bestemt ikke, men det er jo en helt anden historie :) 

16.5.11

Digte skal da høres!

Jeg lånte en tåre fra vandet 
og græd den igen og igen
En dåre jeg kendte fra landet 
der ikke er til var min ven

Jeg hørte ham uafbrudt sige 
at dårskab må holdes vedlige
Så priste vi vandet der græder
og dåren der ved hvor han træder

Smukke og sære ord fra Inger Christensens digtsamling Det, som jeg med stor sandsynlighed aldrig ville have stiftet bekendtskab med, hvis det ikke var for Pia Raugs musikalske fortolking, som hun udgav i 1981, og som den dag i dag kan begejstre og bevæge mig.  

For sådan er det med mig og digte. De skal ind gennem ørerne!

Læst op - gerne af forfatteren selv, som fx Søren Ulrik Thomsen, Benny Andersen og Dan Turell har gjort det live eller på LP/CD. Eller endnu bedre: musikalske fortolkninger, af hvilke der heldigvis har været en række meget vellykkede eksempler på gennem årene.

Sjovt nok forbliver mange af digtene intellektuelt lige uforståelige for mig. Men gennem ørene får jeg en instinktiv, følelsesmæssig oplevelse, som ikke fordrer den mindste forklaring. Ja, faktisk gælder her, at forklaring lige netop ikke udbedes - en dissekering vil spolere nydelsen - og så er der ingen vej tilbage.

Anbefaling (mon ikke man kan snuse til de fleste på YouTube?)
Inger Christensen + Pia Raug
Dan Turell + Halfdan E
Tove Ditlevsen + Anne Linnet
Tove Ditlevsen + Mathilde
Vagn Lundbye + Irene Becker/Povl Dissing
Benny Andersen + Povl Dissing

Opfordring
Frank Jæger, Tom Kristensen, Lean Nielsen, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Henrik Nordbrandt,.... Hvem tør!?

10.5.11

Gul trold

Jeg fyldte år og fik en gul trold med hjem fra Nørrebro. Han er så fin, så fin.

Den gamle historie: gul trold årgang 1977 møder stribet trold årgang 1961 og sød musik opstår.













Faktisk burde han være forblevet i selskab med to andre dejlige collager, men dertil rækker familie-formuen trods alt ikke. Så nu skilles deres veje, og den gule trold skal bo i provinsen sammen med den
rød-grønne låne-trold fra biblioteket. Det er ikke spor slemt at blive 49 ... igen.

Herman Stilling Museet blev en oplevelse helt som forventet: lidt, men godt - rigtig godt endda!
Der er åbent lørdage og søndage kl. 14-17 hen over sommeren, hvor Birgitte Stilling tager imod på venligste vis. Entreen er et nærmest symbolsk beløb, og den medbragte kaffe kan drikkes på den smukke Assistens Kirkegård, - så der er faktisk ikke noget at betænke sig på, hvis man, som jeg, er pjanket med Klistermandens skønne skilderier :-)

6.5.11

Elsa, du er smuk!

En ilter kvinde med kasserollehår og og brilleglas som hinke-sten. Sådan husker jeg 1970-80'ernes Elsa Gress, når hun på
tv fremturede om snart dette og snart hint. Kunst, kultur og køn var vist, hvad hun især disputerede om, den kloge kvinde, hvis temmelig ufikse fremtoning naturligvis fik al min ungdoms
nådesløses opmærksomhed. Elsa var grim, og Suzanne var smuk. Punktum! Jeg glemte helt at lytte.

Og det var torskedumt, for siden har jeg læst hendes fantastiske erindringsbøger plus lidt andet fra hendes forfatterskab... og wauw, med ét er Elsa blevet smuk bag de tykke brilleglas! En passioneret og begavet kvinde, hvis hele liv og gerning på en og samme tid danner forbillede og er aldeles uforståeligt for en leverpostejs-dansker som mig. 

For lissom katten på vejen, var Elsa helt sin egen.
Vibrerende levende - i live til det sidste.

Se portrættet af Elsa Gress på DR2 i serien om store danskere. Og læs hendes bøger, naturligvis.
Jeg elsker Mine mange hjem og Fuglefri og Fremmed. Læs også datteren Barbara Gress' lige så dejlige erindringsbøger, som nuancerer og kompletterer billedet af livet på godt og ondt i det Gress-Wright'ske menageri. Dæmoner og Engle og Huset og slottet, hedder de.

Hvis kærlighed er en illusion, så til helvede med virkeligheden. Citat Elsa Judith Elisa Gress (1919-1988).