23.12.10

Når en plus en bli'r mer' end to

Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

Hvor kom vi altfor nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring;
der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.

Din lille varme hånd sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde blanke asfaltå
drev mange flere blade, end vi så.

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.




Kirsten og vejen til Gurre, Frank Jæger (1926-1977), Dydige digte, 1948.
En trold, 1976, Herman Stilling (1925-1996)

9.12.10

Kender du Aase og Preben?

Herunder et lille udsnit af de i særklasse fine tekstiltryk af Aase og Preben Jangaard.
Jeg tror, de er fra 1950-60'erne, men derudover ved jeg ikke spor om parrets virke.
Hvis du gør, vil jeg blive meget glad for at høre fra dig.
Du kan skrive til mig på post@jakmussen.dk.







5.12.10

Hele balladen

Som teenager var jeg noget nær fast inventar på vores lokale bibliotek. Ikke bare bøgerne trak. Jeg var en grådig låner af LP'er, og jeg kan med største lethed genkalde mig forventningens glæde, når jeg cyklede hjemad med en stak nye. Jeg bilder mig ind, mit sind var åbent, for jeg lyttede lige gerne til Iggy Pop, Alice Cooper, Kiss, Gilbert O'Sullivan, Papa Bue, Povl Dissing ... og altså, Trille.

Trille slog benene væk under mig.

Jeg var solgt til stanglakrids fra første strofe. Styrken og sårbarheden i teksterne. Musikken, som aldrig blev "typisk Trille", men altid original, uforudsigelig og leveret af nogle af landets dejligste musikere. Hendes LP'er kom senere til at fylde godt i min i øvrigt ikke særligt omfangsrige samling. Og jeg har spillet dem et utal af gange. De har været underlægningsmusik til kæresteglæder- og sorger, til fester, til veninde-tam-tam, til (sporadisk) rengøring - og sikkert til meget mere. Jeg har sunget med, og jeg har danset til dem. Jeg har trættet mine omgivelser med dem, - og til sidst næsten også mig selv. Siden er jeg blevet glad for andre danske singer-songwritere, så forskellige som Tina Dickow og Annika Aakjær, for at nævne et par stykker, men Trille vil altid være noget særligt. Hun tryllebinder mig.

Nye fans kan begynde her