14.2.11

Stemme - Stil - Sirene - Simone!


Nina Simone var en musikalsk furie, hvis hæse stemme og kraftfulde klaverspil går gennem marv og ben
- selv gennem YouTube. Det risler ned af rygraden, det suger i maven, og de små hår rejser sig. Så stærkt, smukt og meget bevægende - uden at være flæbende - er det at lytte til hende. Indspilningerne er adskillige årtier gamle og ofte drevet af en indædt vrede over de sortes forhold i USA, men jeg oplever dem som helt dugfriske og aldeles vedkommende i al deres urkraftige poesi. Stor kunst, der bare brager gennem tid, kultur og politisk sammenhæng.

En perfekt vokalist - som fx Ella Fitzgerald - kan man nøgternt set ikke sige, hun var, og navnlig på hendes ældre dage lød hun ind i mellem, som når man trækker en kat i halen. En meget smuk kat ganske vist, men stadig så det skurer i ørerne. Sjovt nok betyder det mindre, når det er Nina, men jeg foretrækker alligevel de lidt ældre indspilninger, hvor den rebelske stemme lystrer hende bedst.

Det med det smukke kan du se lige her, men musikken må du selv finde, fx som jeg gør det, på YouTube.

Start med Mood Indigo, Feeling Good eller Love me or leave me. De er fremragende, præcis ligesom I put a spell on you, I loves you Porgy, Ne me quitte pas, Four women, Missisippi Goddam, Don't let me be misunderstood...

Og ikke at forglemme: hendes allerstørste hit My baby just cares for me, som slog benene væk under mig for 25 år siden - og stadig gør det.

Jeg kan ikke få øje på nogen, der i 2011 har stil og stemme som Simone. En vulkan i kontrolleret udbrud! Kan du?