Der hænger en rød og grøn trold på min væg, men han er ikke min. Han tilhører biblioteket.
Jeg låner ham - nu på 15. år (sig det ikke til nogen) - og i al den tid har jeg set mig om efter en mulighed for at købe min helt egen trold, men hidtil forgæves. Det er ikke prisen, der har holdt mig tilbage, for heldigvis er Hermans trolde ikke frygteligt dyre. Der er bare ingen, der vil sælge. Engang må jeg eje et trolde-tryk!
Men indtil da må jeg låne.
Den pragtfulde collage herover med titlen Stjerne og månemand er en studie i Herman Stillings farvesans.
En suveræn kolorist var han, og han udfoldede sit talent på talrige måder - tryk, tegning, collage, maleri, mosaik, skulptur og sikkert meget mere. Dertil kommer, at han var en yderst flittig, charmerende og spøjs forfatter, hvis intelligente (tag ikke fejl af det) og underspillede humor især kommer til udtryk i hans erindringsbøger. En stribe af dem står i reolen bag mig og bare venter på at blive genlæst. Det skal ikke vare længe!
Herman Stilling har fået sit eget museum beliggende på Assistens Kirkegård i København - tæt på hans barndomshjem på Nørrebro. Desværre har museet en kedelig vane med at holde lukket en god del af året,
så man kan ikke sådan lige følge en pludselig indskydelse og kaste sig på det første tog til hovedstaden.
Men til sommer!
Og her sidder han så, den rød-grønne, tykke trold på tryk.
Ikke køn, og ej heller høflig, som han sidder der med ryggen til. Men efter 15 år under samme tag har vi vænnet os til hinandens særheder. Så vi tager 15 år mere. Mindst.
Anbefales kan...
Adskilligt om trolde
En dreng ved navn Herman
En ung mand ved navn Stilling
Der står en ældre herre udenfor og siger....
Stillinger
Syv historier om held og uheld
Lorenz Petersen og hans mor
Legedyr og eventyr
Alle er naturligvis illustreret af forfatteren.
Link til Herman Stilling Museet.
Til slut vil jeg vise dig min spisestue. Men der mangler noget!
Ja, ind i mellem må trolden en tur på biblioteket, og så bliver der så frygteligt bart. Afsted på bib!!