Ting i træ

En af de bedst begavede og mest succesfulde ud i kunsten at give liv til et stykke træ er Gunnar Flørning.
I dag er Gunnar Flørning en pensioneret herre, men i perioden 1955-1965 var han en yderst produktiv, autodidakt designer. Hans brugskunst og gaveartikler i træ, tovværk, bøffelhorn, læder og mange andre materialer gik som varmt brød - hovedsaligt solgt gennem firmaet Laurids Lønborg, og ikke bare her
i Danmark, men også i mange andre lande, fx USA. Nu hvor Mid-Century Era er over os, har Gunnar Flørnings designs fået en velfortjent renæssance, - og jeg selv er, meget mod sædvane, blevet lidt at en samler. I det hele taget er jeg let at lokke, når danske træfigurer fra netop denne periode er til salg. Desværre er der mere skidt end kanel derude - mange har plagieret de populære designs og ofte med et resultat, der ligger lysår fra den ægte vares charme.

På fotoet herover er kattene, den sorte mus, løven, pindsvinet og tulipanstagerne med sikkerhed af Gunnar Flørning. De øvrige mus er også danske, men om de to gutter herunder, der pulser løs ganske uden tanke på vor tids omsiggribende rygeforbud, er det, ved jeg ikke. Om dem kan jeg ingenting fortælle. Ud over, altså, at jeg har forelsket mig hovedkulds i dem begge, og at jeg glæder mig over, at de har fundet sammen her på matriklen på trods af deres åbenlyse forskelligheder!

Hvad de hedder? Ja, fyren med sixpencen kækt på sned, en smøg i flaben og hænderne dybt begravet i lommerne er naturligvis Poul, og den smukke herre med eskimoisk blod i årerne og piben til at hygge og varme kan da kun hedde Knud. Efternavnene er gode, gamle, danske -sen-navne.

Nu ved du, hvem der har besjælet mine figurer :-)

Hvis du også ved, hvem der har udtænkt de to bonkammerater, vil jeg blive virkelig glad for en hilsen.

Til slut vil jeg opfordre dig til at læse mere om Gunnar Flørning på hans egen hjemmeside Aniform.
Det er på alle måder fin læsning.

Og nåja! For fuldstændighedens skyld må jeg hellere få med, at jeg også er pjanket med Kay Bojesens,
Jacob Jensens, Hans Bøllings og Kristian Vedels verdenskendte træfigurer, hvoraf en del stadig produceres. Så der er nok at samle på!

Har jeg glemt nogen?
Emil, naturligvis!

Igor Stravinsky

Mens vi venter på foråret, kan jeg anbefale at bruge en af de mørke aftener til tage forskud på glæderne
og lytte til Stravinskys fantastiske værk Le Sacre du Printemps fra 1913. Skal alle nuancer i musikken med, bør den naturligvis opleves live eller næstbedst på musikanlægget, men for et knapt så kræsent øre (mit)
er YouTube et udmærket alternativ, og hvis der ydermere føjer sig bevægelse til lyden i form af Maurice Béjarts balletkoreografi fra 1959, bliver det en uforglemmelig oplevelse. Smuk, sær og foruroligende.

Jeg er ikke den store kender og elsker af klassisk musik i al almindelighed, men Stravinsky er en af de få undtagelser. Og nu jeg er ved ham, må jeg også nævne Historien om en Soldat, som jeg for mange år siden oplevede som teaterstykke på det nu nedlagte Vintapperteateret her i Odense. En meget fin fortolkning - med den listige og lokkende Fanden i skikkelse af en kvinde. Musikken og historien findes naturligvis i talrige indspilninger, også en enkelt dansk med Troels II Munk som fortælleren. Vistnok kun som LP, så den er nok ikke sådan at få fingre i. Men prøv alligevel!

Le Sacre du Printemps, Partie 1
Le Sacre du Printemps, Partie 2
Le Sacre du Printemps, Partie 3
Le Sacre du Printemps, Partie 4

Hayao Miyazaki

Her i huset lider vi af anime-itis i et fremskredent stadium. Det gælder både store og små.
Lidelsen er yderst smitsom, og der findes heldigvis ingen kur.

Hayao Miyazaki's film er dem, vi elsker allermest.



Så smukke og sære er de. Fulde af stilfærdig poesi og eventyr, men samtidig dramatiske, til tider lidt makabre, realistiske, humoristiske og med temaer og problemstillinger af almentmenneskelig karakter.
Man sympatiserer med største lethed med filmenes figurer, og det til trods for, at de ikke skildres som entydigt gode eller onde i deres valg og gerninger.

Hver eneste scene, hver eneste detalje, hver eneste replik er en nydelse.
Musikken er et helt kapitel for sig. Og så er helten altid en heltinde.





Skal jeg vælge en favorit, må det blive Det levende slot i stærk konkurrence med Min nabo Totoro
og Chihiro og heksene. Men også Kiki den lille heks, Porco Rosso, Princess Mononoke og Laputa: Castle in the Sky er fantastisk dejlige film. Jeg har endnu til gode at se nogle få stykker af hans film, blandt andet Nausicaä of the Valley of the Wind, som er en af hans tidligste og Ponyo on the Cliff by the Sea, som mig bekendt er hans seneste, fra 2008.

Det er naturligvis ikke uden betydning for oplevelsen, hvem der lægger stemmer til figurerne.
Jeg synes, de danske stemmer til fx Det levende slot er meget vellykkede. Det samme gælder
de engelske til fx Porco Rosso. De japanske kender jeg kun fra et par af filmene. På en måde giver
det japanske en ekstra dimension til oplevelsen, på en måde tager det uvante sprog og dets betoninger
for meget af ens opmærksomhed.
 

Kan man se på et ansigt, at dets ejer kan skabe smukke ting til glæde for mennesker? På det her kan man!

アニメ  Y 

Interview