Tove Jansson rangerer højt på min liste over litterære heltinder. En gudsbenådet forfatter var hun og dertil en fremragende illustrator, blandt andet af egne bøger. Børnebøger, javist, men af en sådan sjælden kvalitet, der ganske overflødiggør kategorisering. Bøger for mennesker, er det, - store og små mennesker.
Jeg har kastet min kærlighed på Mumidalen og alle dens sære indvånere - ja, selv skurken Stinki har sin berettigelse i det lille samfund, hvor vi på godt - og knapt så godt - kan genkende os selv i de spøjse figurer: den omsorgsfulde, vovehalsen, den sværmeriske, den moderlige, den frie fugl, den bekymrede og den grådige... for blot at nævne nogle enkelte karakterer. Min egen favorit er Lille My, hvis uforfærdede tilgang til livets udfordringer en anden én godt kunne bruge lidt af :-)
Alle figurer har de skønneste, skøreste navne, som bevidner forfatterens unikke fantasi: Snorkfrøkenen, Snif, Fru Filifjong, Mumrikken, Mymlen, Murren, Totiki, Helumen, Hattifnatterne, Vifslen & Tofslen - og det bedste af dem alle: Ti-ti-uh. Et genialt navn til et lille, forsagt og oprindeligt navnløst væsen, som er ved at revne af stolthed og lykke, da det endelig får sig et navn. Kald mig bare barnlig - jeg synes, det er smukt!
Desværre har min datter for længst mistet interessen, så der er efterhånden blevet langt mellem turene til Mumidalen. Det er i øvrigt japanere, der har animeret Tove Janssons bøger, og uden at være ekspert, er det min oplevelse, at Mumi-bøgerne virker nært beslægtede med japansk mangatradition. På en og samme tid er scenerne hverdagsagtige og eventyrlige, alvorlige og morsomme, idylliske og uhyggelige, ...
Ja, kort sagt: der er saft og kraft nok til mange litterære afhandlinger om Mumi & co :-)
Hun ligner da selv lidt af en trold!
