Coraline er et gyser-eventyr, som er velsignet fri for manisk action, skingert replikskifte og one liners,
der kun kan forstås af voksne. Man har sågar dristet sig til længere sekvenser, hvor billeder og musik alene fortæller historien, og man har benyttet sig af antydningens kunst i tiltro til publikums evne til at lægge to og to sammen.
Filmen er blevet beskyldt for at stjæle med arme og ben fra klassikere så forskellige som Psycho, Alien og Alice i Eventyrland, men hvad gør det, når de stjålne bidder tilsammen udgør et smukt og unikt resultat. Man har også klandret den for ikke at gribe sit publikum om hjertet, men intet er mere forkert. Coraline portrætteres med mange fine detaljer, der gør hende let at holde af. Hun har en del til fælles med Miyazakis figurer, som nok er fightere, men altid afbalanceret med en stor portion humor, usikkerhed, ensomhed, frygt, glæde,.... ja, kort sagt med alle de almentmenneskelige følelser og egenskaber, man må lede forgæves efter hos de fleste superhelte - endimensionelle og dybt kedsommelige, som de er.
You know, you could stay forever, if you want to. There`s one tiny thing we have to do first...
