Hitparade 2011

På denne sidste dag i 2010 lover jeg på spejderære, at 2011 bliver året ... hvor jeg vil gense nogle af tysk films allerbedste frembringelser. Javist, et nytårsforsæt som kræver rygrad af en regnorms styrke!

Ok, der bliver nok ikke brug for overtalelse eller selvpineri. Og ej heller for dårlige undskyldninger de dage, hvor sofaen bare trækker mest. Tværtimod!

Først på min ønskeliste står Edgar Reichs fabelagtige tv-serie Heimat, en pendent til vores Matador.
Jeg har lige opdaget, at den kan erhverves som box-sæt, så jeg må i gang med at spare op til trilogien,
som med lethed kan holde mig fanget foran skærmen i 55 dyrebare timer af 2011. Den skal ses i bittesmå bidder, så glæden ved det smukke stykke filmkunst strækkes så længe som muligt. Jeg glæder mig!

Også Das Boot skal en tur i dvd-afspilleren i 2011. Den er anskaffet for efterhånden en del år siden, men som den eminent gode film, den er, kan den ses igen og igen. Og hvergang går den lige i hjertet.
Grufuld, gribende, fortvivlende, storslået, tænderklaprende, nervepirrende. Piing!!

En tredie tysk film, der afgjort tåler en genudsendelse er Die Blechtrommel. En fantastisk filmatisering af en fantatisk bog af Günther Grass. Også her er 2. verdenskrig omdrejningspunktet - en kulisse for historien om den sære dreng Oskar, der fødes med en voksens forstand, men forbliver på størrelse med et 3 års barn. En stor oplevelse både som bog og film.

Ja, og hvis disse mange timers tv-kiggeri mod forventning ikke er nok til hele 2011, er der heldigvis
en masse andre fremragende film og tv-serier at finde hos naboen i syd. Jeg kan godt anbefale at lade
de amerikanske få en pause i det nye år. Du kommer ikke til at fortryde.

Huset Buddenbrook efter Thomas Manns bog fra forrige århundredeskifte.

Ein mann will nach oben, tv-serien, som jeg slugte i 70'erne, og som jeg ikke har set siden.

Der Untergang, Das Leben der Anderen, Lola rent, Metropolis,...

Og ikke at forglemme, en hel perlerække af Rainer Werner Fassbinders film, hvoraf  Berlin Alexanderplatz nok er den, de fleste kender.

Manden i huset vil nok mene, at i hvert fald Stalingrad mangler i min lille hitparade, men den føler jeg
en instinktiv ulyst til at se. For grum og desillusionerende. Og uden humor og et gran af håb dur det ikke.

Godt nytår!
Alles Gute zum Neuen Jahr!

Når en plus en bli'r mer' end to

Det løvfald, som vi kom så altfor nær,
bedrog os med de ting, vi havde kær:
den strenge, hvide sol. En sløret regn.
Et gult forundringssmil i Nyrup Hegn.

Hvor kom vi altfor nær på alle ting.
Det løvfald lod os se en sjælden ring;
der stod en hest med samme hvide hår,
som vore arme unger engang får.

Din lille varme hånd sad fast i min,
og der kom blæsten rendende med sin.
I vejens våde blanke asfaltå
drev mange flere blade, end vi så.

Esbønderup. Det hvide hospital.
En fjern og ukendt hanes søndagsgal.
Dit blik fik gule marker med sig hjem.
Nu ejer du en længsel efter dem.



Kirsten og vejen til Gurre, Frank Jæger (1926-1977), Dydige digte, 1948.
En trold, 1976, Herman Stilling (1925-1996)

Kender du Aase og Preben?

Herunder et lille udsnit af de i særklasse fine tekstiltryk af Aase og Preben Jangaard.

Jeg tror, de er fra 1950-60'erne, men derudover ved jeg ikke spor om parrets virke.
Hvis du gør, vil jeg blive meget glad for at høre fra dig.
Du kan skrive til mig på post@jakmussen.dk.

Hele balladen

Som teenager var jeg noget nær fast inventar på vores lokale bibliotek. Ikke bare bøgerne trak. Jeg var en grådig låner af LP'er, og jeg kan med største lethed genkalde mig forventningens glæde, når jeg cyklede hjemad med en stak nye. Jeg bilder mig ind, mit sind var åbent, for jeg lyttede lige gerne til Iggy Pop, Alice Cooper, Kiss, Gilbert O'Sullivan, Papa Bue, Povl Dissing ... og altså, Trille.

Trille slog benene væk under mig.

Jeg var solgt til stanglakrids fra første strofe. Styrken og sårbarheden i teksterne. Musikken, som aldrig blev "typisk Trille", men altid original, uforudsigelig og leveret af nogle af landets dejligste musikere. Hendes LP'er kom senere til at fylde godt i min i øvrigt ikke særligt omfangsrige samling. Og jeg har spillet dem et utal af gange. De har været underlægningsmusik til kæresteglæder- og sorger, til fester, til veninde-tam-tam, til (sporadisk) rengøring - og sikkert til meget mere. Jeg har sunget med, og jeg har danset til dem. Jeg har trættet mine omgivelser med dem, - og til sidst næsten også mig selv. Siden er jeg blevet glad for andre danske singer-songwritere, så forskellige som Tina Dickow og Annika Aakjær, for at nævne et par stykker, men Trille vil altid være noget særligt. Hun tryllebinder mig.

Nye fans kan begynde her

Tag til Vejen!

Kunstnernes navne og øvrige fakta kan jeg ikke huske... men selve oplevelsen er i helt frisk erindring.
En masse smukke, sjove, rørende og groteske værker at glæde øjet med. Ofte overraskende nutidige
i deres udtryk trods det, at deres tilblivelse ligger omkring hundrede år tilbage. Navnlig skulpturen
I Storbyens Ørken af Niels Hansen Jacobsen er meget betagende. Fotoet herunder viser netop denne skulptur, men den skal naturligvis opleves live. Jeg kan varmt anbefale Vejen Kunstmuseum.

Lige om hjørnet...

Hvad jeg ønsker mig til jul?

Lidt mindre jeg og lidt mere os!

En booster til sammenhængskraften!

Og så en Wegner Wing Chair.

Helst i grøn :)