Indimellem undrer jeg mig over, hvorfor jeg er så vanvittigt glad for Sonny Rollins, mens et andet saxofon-koryfæ som Charlie Parker aldrig har kunnet fanget mig. Begge de herrers tekniske formåen og indflydelse på jazzens udvikling er jo hævet over enhver diskussion, og deres repertoire rummer givetvis en anseelig fællesmængde. Fortolkning, timing og arrangement derimod, må være noget af det, der kendetegner dem hver især. Med andre ord stil. Og skal min hjerne fornøjes med et audiologisk endorfin-kick på en mørk vinterdag, skal musikken slet og ret være rytmisk, swingende og gå direkte i benene og mellemgulvet - ganske uden intellektuelle mellemregninger. Oplever jeg den derimod som uharmonisk, arytmisk, alt-for-langt-ud-af-en-tangent-experimenterende - ikke til at hitte hoved og hale i :-) - lades jeg kold, eller føler ubehag sågar. Tror jeg nok. Måske. Det er nemt at komme til kort i forsøget på at begrunde sine musikalske preferencer. Men min høresnegl er aldrig i tvivl: der skal afgjort være forskel på, om orkestret spiller ... eller blot stemmer instrumenterne :-)
Og så trækker det naturligvis ikke fra, at attituden er 100% intakt, nu hvor Sonny Rollins har rundet de firs (jeg kan ikke beslutte mig for, om han er cool eller hot, så han er nok begge dele).
Her i huset går vi ikke ind for kun at spille "musik du kender", så hvis du har Sonny Rollins til gode, er det bare om at komme igang med bekendtskabet. Begynd fx med St. Thomas - et af hans mest elskede numre.
Det har nærmest kørt på replay i dag - kun lejlighedvis afbrudt af Strode Rode, Moritat, Without a song, Brown Skin Girl... Jeg vil vædde på, du ikke kan sidde stille.
Men helt ærligt, så mange mennesker kan umuligt tage fejl. Jeg må igang med Charlie Parker igen.
