Lidelsen er yderst smitsom, og der findes heldigvis ingen kur.
Hayao Miyazaki's film er dem, vi elsker allermest.
Så smukke og sære er de. Fulde af stilfærdig poesi og eventyr, men samtidig dramatiske, til tider lidt makabre, realistiske, humoristiske og med temaer og problemstillinger af almentmenneskelig karakter.
Man sympatiserer med største lethed med filmenes figurer, og det til trods for, at de ikke skildres som entydigt gode eller onde i deres valg og gerninger.
Hver eneste scene, hver eneste detalje, hver eneste replik er en nydelse.
Musikken er et helt kapitel for sig. Og så er helten altid en heltinde.
Skal jeg vælge en favorit, må det blive Det levende slot i stærk konkurrence med Min nabo Totoro
og Chihiro og heksene. Men også Kiki den lille heks, Porco Rosso, Princess Mononoke og Laputa: Castle in the Sky er fantastisk dejlige film. Jeg har endnu til gode at se nogle få stykker af hans film, blandt andet Nausicaä of the Valley of the Wind, som er en af hans tidligste og Ponyo on the Cliff by the Sea, som mig bekendt er hans seneste, fra 2008.
Jeg synes, de danske stemmer til fx Det levende slot er meget vellykkede. Det samme gælder
de engelske til fx Porco Rosso. De japanske kender jeg kun fra et par af filmene. På en måde giver
det japanske en ekstra dimension til oplevelsen, på en måde tager det uvante sprog og dets betoninger
for meget af ens opmærksomhed.
Kan man se på et ansigt, at dets ejer kan skabe smukke ting til glæde for mennesker? På det her kan man!
