21.1.11

Igor Stravinsky

Mens vi venter på foråret, kan jeg anbefale at bruge en af de mørke aftener til tage forskud på glæderne
og lytte til Stravinskys fantastiske værk Le Sacre du Printemps fra 1913. Skal alle nuancer i musikken med, bør den naturligvis opleves live eller næstbedst på musikanlægget, men for et knapt så kræsent øre (mit)
er YouTube et udmærket alternativ, og hvis der ydermere føjer sig bevægelse til lyden i form af Maurice Béjarts balletkoreografi fra 1959, bliver det en uforglemmelig oplevelse. Smuk, sær og foruroligende.




Jeg er ikke den store kender og elsker af klassisk musik i al almindelighed, men Stravinsky er en af de få undtagelser. Og nu jeg er ved ham, må jeg også nævne Historien om en Soldat, som jeg for mange år siden oplevede som teaterstykke på det nu nedlagte Vintapperteateret her i Odense. En meget fin fortolkning - med den listige og lokkende Fanden i skikkelse af en kvinde. Musikken og historien findes naturligvis i talrige indspilninger, også en enkelt dansk med Troels II Munk som fortælleren. Vistnok kun som LP, så den er nok ikke sådan at få fingre i. Men prøv alligevel!


Le Sacre du Printemps, Partie 1
Le Sacre du Printemps, Partie 2
Le Sacre du Printemps, Partie 3
Le Sacre du Printemps, Partie 4