En ilter kvinde med kasserollehår og og brilleglas som hinke-sten. Sådan husker jeg 1970-80'ernes Elsa Gress, når hun på
tv fremturede om snart dette og snart hint. Kunst, kultur og køn var vist, hvad hun især disputerede om, den kloge kvinde, hvis temmelig ufikse fremtoning naturligvis fik al min ungdoms
nådesløses opmærksomhed. Elsa var grim, og Suzanne var smuk. Punktum! Jeg glemte helt at lytte.
Og det var torskedumt, for siden har jeg læst hendes fantastiske erindringsbøger plus lidt andet fra hendes forfatterskab... og wauw, med ét er Elsa blevet smuk bag de tykke brilleglas! En passioneret og begavet kvinde, hvis hele liv og gerning på en og samme tid danner forbillede og er aldeles uforståeligt for en leverpostejs-dansker som mig.
For lissom katten på vejen, var Elsa helt sin egen.
Vibrerende levende - i live til det sidste.
Jeg elsker Mine mange hjem og Fuglefri og Fremmed. Læs også datteren Barbara Gress' lige så dejlige erindringsbøger, som nuancerer og kompletterer billedet af livet på godt og ondt i det Gress-Wright'ske menageri. Dæmoner og Engle og Huset og slottet, hedder de.
Hvis kærlighed er en illusion, så til helvede med virkeligheden. Citat Elsa Judith Elisa Gress (1919-1988).
